Sommerlejr 2024

Årets sommerlejr bliver fyldt med fantastiske naturoplevelser for hele familien! 

 TAG MED PÅ SOMMERLEJR FRA 21. JULI -26. JULI PÅ MORS


Morsø Naturklub er værter, når vi skal mærke naturen og fællesskabet, når vi kaster os ud i sjove og lærerige aktiviteter ved stranden og fjorden og hygger om lejrbålet, når dagen går på hæld – Alt sammen ved Bjørneborg der ligger helt utroligt naturskønt på det nordvestlige af Mors.

Læs mere om stedet her

 

Vand, strand, fossiler, kreativitet og mad over bål
På sommerlejren skal vi opleve den fantastiske natur på Mors, der byder på masser af muligheder for at finde smukke skaller og forstenede søpindsvin. Vi skal have naturen mellem hænderne og mærke den helt tæt på, når vi med tålmodighed fanger fjordens fisk og vanddyr, så vi kan holde og studere dem. Vi skal ud at sanke, så vi kan give aftensmaden, som vi tilbereder over bål, ekstra smag af natur. 

Vi kommer til at gå på jagt efter fortidens skatte, når vi skal på tur til Molermuseet og finde fossiler i moleret der er flere millioner år gamle. Vi skal mærke, hvordan det simple liv i naturen tillader os at komme tættere på naturen, os selv og hinanden. 

Kreativiteten bliver også sluppet løs, når vi skal lave musik skabt af vores egne naturinstrumenter og kreere smukke kunstværker med landart.

Aktiviteterne henvender sig til hele familien, og til børn i alle aldersgrupper, med mere eller mindre støtte fra de voksne. Børn og voksne deltager i aktiviteterne sammen, så I får masser af oplevelser sammen i familien. Der vil dog også være aktiviteter henvendt til de større børn/unge (ca. 10-14 år), som er uden forældre. 

gruppe

Sommerlejr skaber vi sammen 
Der vil være et lejrteam, der igangsætter aktiviteter sammen med dig og din familie, men der vil være brug for engagement og gå-på-mod fra de voksne, når vi skal lave aktiviteter, så det er noget vi løfter sammen og i fællesskab. Ideer og initiativer, der opstår i løbet af ugen, er velkommen og skal have mulighed for at vokse.  

Med til lejrlivet hører også de praktiske opgaver - og dem er vi også sammen om. Det vil sige, at vi har tjansehold, der står for madlavning og opvask, og vi hjælper også hinanden med klargøring og oprydning efter aktiviteter. Praktiske opgaver bliver nemlig meget sjovere, når vi i fællesskab gør det til en leg.

pige

Dato og tid 
Fra søndag den 21. juli med ankomst ml. kl. 15.00-16.00

Til fredag den 26. juli med afgang ml. 10.00-11.00 

Overnatning 
Der er rigtig god mulighed for overnatning indendørs i køjerum, der er udformet som alkover (se billeder på Bjørneborgs hjemmeside). Der er også fin plads til at slå teltet op, så er I velkomne til at overnatte ude. 

Maden på sommerlejren 
Til alle måltider hjælper vi hinanden med at tilberede. Hvis vejret tillader det, tilbereder vi minimum dele af aftensmaden over bål alle dage. Alle måltider er inkluderet i prisen. Vi vil inden sommerlejren bede dig om at skrive til os ang. særlige kosthensyn.  

drenge

En del af fællesskabet 
For at deltage i sommerlejren skal du være medlem af Natur & Ungdom. Et medlemskab koster 100 kr. pr. person om året. Læs mere om medlemskabet her.

Vi glæder os til nogle forrygende dage, hvor vi er sammen om naturen, bliver klogere og fyldt op med fantastiske oplevelser i det fri! 

Pris 
13 år og over: 1550 kr. 
2-12 år: 850 kr. 
0-1 år: Gratis

Sted 
KFUM & KFUK Lejren Bjørneborg 
Salgerhøjvej 60 
7900 Nykøbing Mors 
Hjemmeside: https://www.bjorneborg.dk/

Tilmelding  
Tilmelding via foreningsadministration.
OBS: Hvis du allerede er medlem af Natur & Ungdom, skal du bruge dit login til Foreningsadministration, når du tilmelder dig sommerlejeren. Har du glemt dette, kan du kontakte os, så hjælper vi dig videre. 

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 14:00