Aktuelt

Ud i elementerne - Sommerlejr 2023

Årets sommerlejr bliver spækket med naturoplevelser for hele familien!

Vi skal suge naturen og fællesskabet til os, når vi kaster os ud i sjove, skøre og lærerige aktiviteter og hygge om lejrbålet, når dagen går på hæld - Alt sammen ved Ravnsøhytten midt i det magiske Søhøjland.

Tilmelding 

https://cutt.ly/sommerlejr23

Sommerlejrens tema

I år er sommerlejrens tema de fire elementer: jord, ild, luft og vand. Sammen skal vi undersøge, opdage og udforske de fire elementer ét for ét gennem et væld af aktiviteter for store og små.

Jord: Glæd dig til at vi skal bygge fantasifulde huler, kigge på planter, blomster og trækroner og udforske skovens krible-krabledyr, når vi undersøger elementet jord.

Ild: Vær med til at skabe ild med naturens materialer. Når vi har lært at tænde et bål, skal vi tilberede lækkert, naturnært bålmad. I flammernes skær skal vi lytte og fortælle, mens vi lærer om ilden.

Luft: Mærk suset når vi skal undersøge, hvordan bobler og fjer bevæger sig i vinden. Vi skal på ekspedition og udforske insekter, sommerfugle og krible-krable dyr, som lever deres liv i luften.

Vand: Hop med når vi skal ud på vandet i kano for at undersøge vandets kræfter og egenskaber. Ved søen skal vi udforske, hvad der gemmer sig under vandets overflade.

Aktiviteterne henvender sig til hele familien, og til børn i alle aldersgrupper, med mere eller mindre støtte fra de voksne. I det omfang det giver mening, vil der dog være enkelte aktiviteter, som primært er tiltænkt børn i alderen 10-14 år.

Sommerlejr skaber vi sammen
Der vil være flere frivillige og to lejrledere, der igangsætter aktiviteter sammen med dig og din familie, men der vil være brug for engagement og gå-på-mod fra de voksne, når vi skal lave aktiviteter, så det er noget vi løfter sammen og i fællesskab. Ideer og og initiativer, der opstår i løbet af ugen er velkommen og skal have mulighed for at vokse. 
Med til lejrlivet hører også de praktiske opgaver - Og dem er vi også sammen om, dvs. at vi har tjansehold, der står for mad og opvask og vi hjælper også hinanden med klargøring og oprydning efter aktiviteter. Praktiske opgaver bliver nemlig meget sjovere, når vi i fællesskab gør det til en leg.

Overnatning
Der er god mulighed for at slå telt op lige ved Ravnsøhytten i eget medbragte telt. I Ravnsøhytten er der også to sovesale, hvor der er mulighed for at overnatte. 

Maden på sommerlejren
Alle måltider hjælper vi hinanden med at tilberede. Mange gange vil vi tilberede dele af aftensmaden over bål. Alle måltider er inkluderet i prisen. Vi vil inden sommerlejren bede dig om at skrive til os ang. særlige kosthensyn.  

En del af fællesskabet
For at deltage i sommerlejren skal du være medlem af Natur & Ungdom. Et medlemskab koster 100 kr. pr. person om året. Læs mere om medlemskabet her.

Vi glæder os til nogle forrygende dage, hvor vi er sammen om naturen, bliver klogere og fyldt op med fantastiske oplevelser i det fri!

Dato og tid

Fra lørdag den 22. juli med ankomst ml. kl. 13.00-15.00

Til torsdag den 27. juli med afgang ml. 10.00-11.00

Pris

13 år og over: 1550 kr.

2-12: 800 kr.

0-1: Gratis

Sted

Ravnsøhytten
Hyllingvej 16
8680 Ry

Tilmelding 

https://cutt.ly/sommerlejr23

OBS: Hvis du allerede er medlem af Natur & Ungdom, skal du bruge dit login til Foreningsadministration, når du tilmelder dig sommerlejeren. Har du glemt dette, kan du kontakte os, så hjælper vi dig videre. 

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 14:00