Aktuelt

Snitter med dolk ved bålet

Natur & Ungdom Fredericia modtager pris for deres arbejde

I Natur & Ungdom Fredericia er de ekstra glade for tiden, for i sidste uge modtog de Enhedslistens Den Røde Ø-pris samt 5.000 kroner til det videre arbejde i foreningen.

 

Motivationen og lysten til at være frivillig er ekstra stor for tiden i Natur & Ungdom i Fredericia, for de blev enstemmigt valgt på Enhedslisten Fredericias generalforsamling som dette års modtager af Den Røde Ø-Pris.

- Det er rigtigt fedt med noget anerkendelse af det arbejde som vi laver i Natur & Ungdom. Vi har fokus på at lave nogle aktiviteter, som vi selv synes er sjove, og som vi mener kan inspirere børn og voksne til sjove stunder i naturen. Vi bliver derfor rigtig glade, når vi modtager en pris, fordi det understreger, at det arbejde vi laver kan bruges af nogen, fortæller Lasse Kondrup leder af Natur & Ungdom Fredericia.

I Enhedslisten Fredericia var det da heller ikke en svær beslutning, at prisen skulle gå til netop Natur & Ungdom Fredericia.

- Natur & Ungdom Fredericia har på knap tre år bevist, at man sagtens kan lave en fremragende naturformidling for børn og unge. Det kræver først og fremmest ildsjæle med hjertet på rette sted, og det er præcis hvad, man får i Natur & Ungdom Fredericia. Vi er derfor glade for at kunne anerkende og hjælpe dem med denne pris, udtaler Enhedslistens byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz og fortsætter:

- Vores natur og miljø lider overalt, og derfor er det fantastisk at opleve, når en forening som Natur & Ungdom Fredericia så entydigt stiller sig på den grønne side, og det vil vi gerne hylde og honorere.

Det kan de bruge prisen til

Ud over anerkendelsen og det mentale skulderklap følger også 5.000 kroner til videreudvikling af foreningen, og i Natur & Ungdom Fredericia har de allerede mange ideer til, hvad pengene skal gå til.

- Det er klart, at penge spiller en rolle for udførelsen af vores aktiviteter. Det er klart sjovere at kunne stille an med noget godt grej, som gør oplevelsen lidt federe. Med 5.000 kroner kan vi købe noget udstyr, som vi normalt ikke vil have mulighed for, og det glæder vi os over. Vores håb er, at vi med vores aktiviteter og virke er med til at skabe en glæde ved naturen, så fremtidens borgere bliver endnu bedre til at passe på naturen, fortæller Lasse Kondrup.       

Om Den Røde Ø-Pris 

I 2019 stiftede Enhedslisten Fredericia Den Røde Ø-Pris. Prisen går til de mennesker, projekter eller bevægelser, der bidrager til at styrke fællesskabet og kæmper for en bedre verden – gerne med et lokalt udgangspunkt.

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 14:00