Aktuelt

Formand: Bevar den offentlige adgang til Klostermølle

Formand for Landsforeningen Peter Møller Rasmussen har nedenstående indlæg i Politiken dd. 20.02.2023


Staten sælger vores fælles natur og historie

- Bevar den offentlige adgang til Klostermølle

Hvem skal råde over adgangen til en af Danmarks skønneste naturperler og et stykke unik danmarkshistorie? Snart kan din rige tante købe Klostermølle og gøre det til sit private paradis. Finansministeriet har i de senere år dikteret at statslige ejendomme, der ikke bidrager til økonomien, skal afhændes. Men er økonomi en god grund til at afskære os fra vores fælles natur, kultur og historie?

En perle i midten af Danmark
Klostermølle ligger i hjertet af Danmark, midt på Gudenåen og ved bredden af Jyllands andenstørste sø, Mossø. Tusindvis nyder årligt områdets varierede natur og stedets kulturelle og historiske bånd. Voer Kloster som Klostermølle er bygget på ruinerne, er grundlagt for mere end 1000 år siden.

Frem til en brand i 1974 fungerede Klostermølle som papfabrik. De fysiske bygninger, der stadigt står, er fra denne del af historien. Mest fotogent findes her Danmarks længste træbygning: den gamle tørrelade. Den fungerer i dag som udstilling fra papproduktionen og som fugletårn. Udsigten er fænomenal, og fuglene gavmilde med deres besøg.

Alt i alt er Klostermølle et knudepunkt, der binder områdets rige historie sammen. Det er derfor også et sted, der bør være offentligt tilgængeligt, præcis som intentionen var, da det blev købt.

Klostermølle blev købt til folket
I 1976 købte staten Klostermølle. Loven, der gjorde købet muligt, fastslog at staten må erhverve ejendom med henblik på at fremme befolkningens rekreative interesser.

Natur & Ungdom har boet her næsten lige så længe. Her har vi drevet naturformidling, naturskole og foreningsliv, for at fremme børn og unges naturdannelse. Vores daglige gang på Klostermølle i mere end 40 år bekræfter, at det er et populært besøgssted. Der kommer folk her på alle tidspunkter af året i al slags vejr.

Intentionerne for købet understøttes, af den fortsatte brug af stedet. Men nu er det slut.

Til sommer skal Klostermølle sælges via FREJA, statens ejendomsselskab. Men konsekvenserne af et salg er store. Fremtiden kan blive: Privat – ingen adgang. 

Et salg uden ambitioner
Som vi kender udbuddet, er det med få betingelser. Din rige tante kan faktisk købe Klostermølle og bruge det til sit sommerhus.

Det vil fortsat være muligt at krydse via Gudenåen. Men der er ingen krav om bevarelse af teltpladsen eller anden adgang. Naturstyrelsen har i de senere år ikke har haft ambitioner for stedet, de eksisterende udstillingerne og den generelle adgang. Det afspejler sig i dag i, at de fredede bygninger ikke er retsmæssigt vedligeholdt.

Naturstyrelsens manglende ambitioner for stedet er politisk bestemte. Manglende økonomi og opmærksomhed er ikke grobund for nye initiativer. Men når det kommende udbud ikke følges op med betingelser for brugen af Klostermølle, fratager det os alle en unik mulighed.

Mulighedernes sted
På Klostermølle er der ikke mulighed for at købe en is eller en kop kaffe. Ingen guidede rundture og ingen offentlig transport. Alligevel besøger 50.000 årligt stedet ifølge Naturstyrelsens tal.

Det vidner om, at der er stor interesse for Klostermølle og at her er potentialer der, der venter på at blive realiserede. Klostermølle er oplagt som et kultur- og naturcenter og et udgangspunkt for ophold i Søhøjlandets varierede natur og kultur.

Natur & Ungdom har i en årrække understreget, at Klostermølle bør udvikles. Det har andre også. Lokalt er der interesse for og ressourcer til dette. Natur & Ungdom vil gerne være en af de drivende parter i udviklingen.

Men med det åbne udbud kæmper vi mod ukendte kræfter. Det kan blive størrelsen på pengepungen, der afgør, hvem ejeren bliver.  

Problemet er ikke en ny ejer, men manglende krav
Loven som muliggjorde statens køb af Klostermølle siger ikke noget om, om steder købt med hjemmel derfra må sælges. Uanset synes vi ikke, at problemet er, at Klostermølle får en ny ejer. Problemet er, at der ikke stilles krav om, at Klostermølle fortsat skal forvaltes med befolkningens rekreative interesser for øje.

Vi lever i en tid, hvor bæredygtighed og biodiversitet er politiske prioriteter, hvor opmærksomheden på naturens generelle vilkår er stigende og hvor forskning peger på, at naturen har en helende og forebyggende effekt imod psykisk og fysik mistrivsel. Offentlighedens behov for rekreative områder er ikke blevet mindre relevant siden købet. Tværtimod. Klostermølle er fortsat relevant som offentlig oase.

Et salg af Klostermølle kan fratage os alle en adgang til vores fælles natur og historie.

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 14:00