Vedtægten kan downloades i pdf-format her.
§1 Navn og hjemsted
- Foreningens navn er Landsforeningen Natur & Ungdom, forkortet N&U.
- Foreningen er hjemmehørende i den kommune, hvor foreningens sekretariat ligger.
§2 Foreningens formål
- Foreningens formål er at fremme børn og unges interesse og forståelse for natur og miljø samt at lægge grunden til en varig glæde ved og respekt for naturen. Foreningen ønsker på denne måde at medvirke til en økologisk bæredygtig udvikling i samspillet mellem menneske, natur og kultur.
- Landsforeningen søger at fremme medlemmernes naturforståelse, samt deres lyst og evne til at engagere sig og tage medansvar i foreningens formål og demokratiske virke.
§3 Samarbejdspartnere
- Det er målet, at Natur og Ungdom sammen med andre organisationer med et beslægtet natursyn skal udgøre et engagerende tilbud til alle aldersgrupper.
§4 Medlemmer
- Alle, der kan vedkende sig foreningens formål, kan blive medlem af foreningen jf. §4 stk. 3 og stk. 4. Medlemskab sker ved indmeldelse via nogu.dk.
- Landsforeningen Natur & Ungdom er ansvarlig for det administrative omkring indmeldelse og medlemmernes betaling af det årlige medlemskontingent.
- For at have fulde medlemsrettigheder skal man have betalt kontingent jf. §5, samt opfylde et af følgende krav:
- Ordinært medlem: Være under 30
- Ordinært medlem over 30: Være over 30 og aktiv i en lokalforening
- Personer der ikke opfylder §4 stk. 3a eller 3b kan optages som støttemedlemmer uden medlemsrettigheder, men med mulighed for at deltage i foreningens øvrige aktiviteter.
- Alle typer af medlemmer tilknyttes den lokalforening, som de geografisk bor nærmest. Et medlem kan dog på anmodning blive tilknyttet en anden lokalforening, hvis dette er indgivet skriftligt til Landsforeningen.
- Et støttemedlem kan konvertere sit medlemskab til et aktivt medlemskab ved at melde sig som aktiv i en lokalforening.
- Landsforeningen er ansvarlig for at ajourføre hvilke medlemmer, der er aktive jævnfør paragraf 4 stykke 3b i samarbejde med lokalforeningerne.
- Støttemedlemmer uden aktiv jf. § 4 stk. 3b tilknytning til en lokalforening kan ansøge hovedbestyrelsen om at blive aktive medlemmer, hvis de ønsker at engagere sig aktivt i Landsforeningens arbejde.
- Foreningens medlemsår følger kalenderåret.
- Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til Landsforeningen via e-mail.
§5 Kontingent
- Landsforeningens kontingent for det følgende år fastsættes på det ordinære repræsentantskabsmøde.
- Kontingentet opkræves elektronisk i januar.
- Lokalforeningerne har mulighed for at bestemme eget kontingent, men det skal være med Landsforeningens som minimumssats.
- Kvittering for betalt kontingent betragtes som gyldigt medlemsbevis.
- Der opnås for §4 stk. 3-medlemmer først medlemsrettigheder når kontingent er betalt.
- Når et medlem trods påkrav ikke har betalt inden 3 måneder efter ordinær opkrævning, udmeldes medlemmet automatisk.
§6 Repræsentantskabet
- Repræsentantskabet er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
- Repræsentantskabet kan udelukkende træffe beslutninger på ordinære eller ekstraordinære repræsentantskabsmøder.
- Alle medlemmer med fulde medlemsrettigheder jf. §4 stk. 3a og 3b kan være en del af repræsentantskabet. Medlemmer under 13 år kan repræsenteres ved forældre eller værge.
- Repræsentantskabet består konkret af:
- De af lokalforeningerne udpegede medlemmer, hvor hver lokalforening har et fast medlem samt et medlem pr. påbegyndt 25 medlemmer med fulde medlemsrettigheder jf. §4 stk. 3a og 3b. Det er lokalforeningens medlemstal for medlemmer med fulde medlemsrettigheder jf. §4 stk. 3a og 3b for det forrige kalenderår, der er afgørende for antallet af repræsentantskabsmedlemmer i indeværende år.
- Hovedbestyrelsen inklusive afgående medlemmer, eksklusive suppleanter.
- Landsforeningen udsender primo februar opgørelsen over antallet af repræsentantskabsmedlemmer fordelt på lokalforeninger for indeværende år.
§7 Repræsentantskabsmødet
- Repræsentantskabet afholder ét ordinært møde i marts eller april årligt.
- Indkaldelsen til ordinært møde skal ske skriftligt og sendes til alle medlemmer mindst 4 uger før mødet. Fuldstændig dagsorden med alle bilag samt kandidatforslag skal være sendt til alle medlemmer senest 10 dage før mødet. Hvis dagsordenen indeholder et punkt om vedtægtsændringer, skal der gøres opmærksom på dette i indkaldelsen.
- Repræsentantskabsmødet er åbent for alle medlemmer af N&U, og der kan inviteres eksterne gæster. Stemmeberettigede er dog kun repræsentanterne nævnt i §5 stk. 4.
- Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Fastsættelse af forretningsorden
- Fremlæggelse og godkendelse af hovedbestyrelsens beretning om foreningens virke i det forløbne år.
- Godkendelse af regnskab for det forgangne kalenderår.
- Valg af registreret revisor.
- Indkomne forslag.
- Godkendelse af budget og fastlæggelse af kontingent samt kontingentandel, der skal tilgå lokalforeningerne for det kommende kalenderår.
- Valg af formand (i lige år)
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
- Eventuelt
- Forslag til punkter på dagsordenen samt kandidatforslag til bestyrelsesposterne skal være sekretariatet i hænde senest 2 uger før mødet. Hvis der ikke er indkommet kandidatforslag nok til at besætte de nødvendige poster i HB, kan repræsentantskabet tillade, at lade kandidater opstiller på repræsentantskabsmødet.
- Repræsentantskabet fremsender referatet af repræsentantskabsmødet senest 8 uger efter dettes afholdelse.
Forretningsorden
- Hvert repræsentantskabsmedlem har én stemme. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
- Repræsentantskabets beslutninger træffes ved simpelt relativt flertal. Undtaget er dog §13 Vedtægter og §14 Opløsning.
- Hovedbestyrelsen kan ikke alene udgøre et flertal.
- Ved personvalg har hvert repræsentantskabsmedlem et antal stemmer svarende til antallet af poster, der skal besættes. Valgt er de, der opnår flest og mindst én stemme over halvdelen af de afgivne stemmer.
- Ud over ovennævnte bestemmelser fastsætter repræsentantskabet selv sin forretningsorden.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde
- Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal indkaldes, når mindst 1/5 af lokalforeningerne eller mindst 1/20 af medlemmerne eller mindst 1/2 af hovedbestyrelsen kræver det. Der skal mindst være 4 uger mellem to repræsentantskabsmøder.
- Indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal ske senest 10 dage efter at kravet skriftligt er fremsat og modtaget på sekretariatet. Indkaldelsen og udsendelsen af dagsorden skal overholde de samme regler og frister som ved et ordinært møde.
§8 Hovedbestyrelsen
- Foreningens ledelse mellem repræsentantskabsmøderne varetages af hovedbestyrelsen (HB). HB består af en formand og 4 medlemmer samt op til 2 suppleanter. HB konstituerer sig selv med næstformand ved førstkommende HB-møde efter valget. Ved formandens forfald indtræder næstformanden.
- Kun §4 stk. 3 medlemmer, der har betalt kontingent, er valgbare til HB.
- Medlemmer af HB vælges for en 2-årig periode. Formand og et bestyrelsesmedlem vælges i lige år og tre øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år. Suppleanter vælges for ét år ad gangen.
- For at et HB-møde er beslutningsdygtigt, skal mindst halvdelen af hovedbestyrelsens medlemmer deltage.
- HB kan udtale sig på foreningens vegne i overensstemmelse med foreningens vedtægter og gældende repræsentantskabsbeslutninger.
§9 Forretningsudvalget
- HB nedsætter et forretningsudvalg (FU) på første bestyrelsesmøde efter valg. FU består af formand samt 1-2 medlemmer af HB.
- FU træffer beslutninger i sager, der efter udvalgets skøn, ikke tåler udsættelse til næstkommende HB-møde. HB og andre berørte parter orienteres hurtigst muligt efterfølgende.
- FU ansætter og afskediger personale samt fungerer som daglig ledelse for de ansatte. FU kan uddelegere denne kompetence, samt foreningens daglige ledelse til en ansat leder af sekretariatet.
§10 Grupper og udvalg
- HB kan nedsætte udvalg eller interessegrupper bestående af bestyrelsesmedlemmer eller andre.
- Hvis en gruppe af medlemmer ønsker at arbejde med et konkret emne, der støtter landsforeningens formål, kan de fremsætte ønske om at etablere en interessegruppe eller et udvalg. Kommissorium skal godkendes af hovedbestyrelsen.
§11 Lokalforeninger
- Landsforeningen Natur og Ungdom er baseret på selvstændige lokalforeninger med egen bestyrelse, økonomi, og vedtægter.
- En gruppe på minimum 3 §4 stk. 3a og 3b medlemmer af Natur og Ungdom kan danne en lokalforening.
- Lokalforeningen afleverer årsrapport til landsforeningen ultimo februar hvert år. Der kan dispenseres for afleveringsfristen ved henvendelse til Landsforeningen.
- Lokalforeningernes årsrapport skal indeholde: Underskrevet referat fra afholdt generalforsamling, underskrevet og afsluttet årsregnskab for det forgangne år, samt en liste over lokalforeningens afholdte aktiviteter i det forrige år. Disse dokumenter indgår i landsforeningens årsrapport og i afrapportering til tilskudsgivende myndigheder.
- Lokalforeningens vedtægter skal være i overensstemmelse med landsforeningens formål jf. §2
§12 Årsregnskabet
- Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
- Regnskabet med revisionens bemærkninger skal sendes til repræsentantskabet senest 10 dage inden repræsentantskabsmøde.
§13 Forpligtelser, tegning og hæftelser
- Landsforeningen Natur og Ungdom tegnes ved underskrift af formand og et yderligere FU-medlem.
- I tilfælde af, at formanden og / eller FU-medlemmet ikke er personlig myndig, kan en værge tiltræde i deres sted.
- Fuldmagt kan gives til andre personer.
- Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, samt gældsstiftelse kan udelukkende besluttes på et repræsentantskabsmøde.
- Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
- Intet medlem af bestyrelse eller foreningen hæfter personligt for eller kan få del i foreningens formue.
§14 Eksklusion
- Hovedbestyrelsen kan ekskludere et medlem, når HB skønner at medlemmet modarbejder foreningens formål.
§15 Vedtægter
- Vedtægtsændringer skal ved afstemning godkendes af repræsentantskabet med 2/3 flertal af de afgivne stemmer.
§16 Opløsning
- Opløsning af landsforeningen Natur og Ungdom kan kun finde sted, når det er besluttet med mindst 3/4 majoritet af de afgivne stemmer, på to på hinanden følgende lovligt indkaldte repræsentantskabsmøder.
- Ved opløsning af foreningen overgår foreningens aktiver, efter dækning af gæld, til Danmarks Naturfredningsforenings ungdomsarbejde.
Disse vedtægter er vedtaget på Natur og Ungdoms repræsentantskabsmøde 13.04.2024