Vi bringer her den første del af Claus Helweg Ovesens artikel om Natur & Ungdoms stiftelse. Til vores jubilæum i november 2009 holdt Claus, der var landsformand 1970/71, et foredrag om foreningens start. Han skriver bl.a.:
Det var en oplevelse for os ”ur-NogU´ere” at være med til 50-års jubilæet og en glæde at se foreningen blive hyldet af bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Særdeles mange med NogU-baggrund er senere kommet ind i både den frivillige og professionelle naturbeskyttelse og arbejde med friluftsliv. Foreningen har således været et vigtigt rekrutteringssted for naturaktive på mange områder.
Størst var glæden hos os gamle NogU´ere dog nok over at se, at foreningen stadig er så livskraftig med masser af iderige og handlekraftige aktive, som fører arbejdet, der startede for 50 år siden, videre på fortræffelig vis. Selve jubilæumsreceptionen og den efterfølgende, hyggelige og kulinariske middag viste, at også et sådant arrangement magter foreningen på flotteste vis – og tak for det.
I forbindelse med jubilæet faldt det mig ind, at jeg nok er en af de ret få, der i dag tydeligt husker og selv har kendt foreningens formænd i det første tiår og udover dem også har kendt nogle af de centrale personligheder bag foreningens stiftelse. Det fortæller jeg så noget om i de efterfølgende linjer.
Kyllingeprincippet – endnu ikke opfundet, da NogU blev stiftet!
Noget typisk for NogU er ”kyllingeprincippet” – vi kendte til det i forvejen og hørte selvfølgelig også om det i forbindelse med jubilæet. Og det går som bekendt ud på, at de ældre og erfarne – men stadig unge! – i foreningen hjælper de yngre og helt nye i gang med foreningsaktiviteter.
Princippet er – for dem, der ved det – smukt illustreret af den grønbenede rørhøne, hvis kylling i Mads Stages streg siden 1960´erne har været foreningens logo. For det er jo sådan, at artens kyllinger fra årets første kuld bliver hos de voksne fugle og hjælper med at føre yngre søskende fra senere kuld. Det vidste vi vist ikke, da logo-tegningen og dermed arten blev valgt, men det gør jo hverken princippet eller logoet mindre fortræffeligt.
Dette fortræffelige princip kom først rigtigt i funktion en del år efter foreningens oprettelse – den var faktisk alene baseret på en række voksne personligheders ønske om at få oprettet en forening med natur som hovedindhold, som et tilbud til unge mennesker fra teenagealderen og til op i tyverne.
Natur-ungdomsforeninger i andre lande
I 1950´erne opstod der i flere europæiske lande ungdomsforeninger med interessen for natur som det samlende tema, tit kombineret med oplysning og engagement vedr. naturbeskyttelse. Spejderkorpsene havde adskillige år før haft naturkendskab ”woodcraft” som en vigtig del af deres aktivitet, men nu synes tiden moden til at organisere idébetonet ungdomsarbejde alene med naturen og dens bevarelse som hovedindhold. Der kom inærliggende lande som Sverige, Tyskland og England sådanne ungdomsforeninger, som man fra danske side kunne hente inspiration hos.
Hvem startede foreningen?
Ser vi på Natur & Ungdom var der tre ret forskellige grupper, der havde afgørende betydning for, at foreningsarbejdet kom i gang. Vi må konstatere, at det var et vokseninitiativ – de teenagere, som foreningen især henvendte sig til, var spagfærdigt repræsenterede ved de indledende møder, men ikke mere end det. NogUs glimrende ”kyllingeprincip” kom altså først rigtig i gang, da foreningen var omkring 10 år gammel, og der var unge opvokset i foreningen, som kunne overtage ledelsen og oplære yngre kammerat-kyllinger.
De tre grupperinger omkring stiftelsen af NogU var feltornitologerne i Dansk ornitologisk Forenings ledelse, interesserede lærere i Københavnsområdet med lederen af Biologisk Samling, Poul Egede Andersen som vigtigste person og endelig Danmarks Naturfredningsforening.
Feltornitologerne
Feltornitologerne organiserede fuglelejre, også for unge, og var i det hele taget optaget af at få unge mennesker med i foreningsarbejdet i DOF. Men med inspiration fra England fandt Lorenz Ferdinand, at der i et nyt ungdomsarbejde udover fuglelivet skulle indgå andre naturinteresser og oplæring og engagement i naturfredningsforhold.
Det betød altså, at de interesserede fuglefolk, der udover Lorenz talte ildsjæle som assistent Ella Adelholt, konservator Erik Petersen og amanuensis J.A.Guildahl, ville brede ideen med arbejdet ud i forhold til DOFs arbejdsområde – en holdning, som må vække respekt også nu 50 år efter.
Lærerne
Poul Egede Andersen, leder af Københavns kommunes ”Biologisk Samling”, var også en ildsjæl, som i øvrigt bevarede sit engagement i NogU og i fredningssagen, til han var pænt over 90 år gammel. Han var leder af en samling, som gav faglig støtte til naturundervisning i de københavnske skoler. Et af tilbuddene var ture i den nærliggende Utterslev Mose, og børnenes medleven på disse ture var en del af Egede Andersens inspiration til at gå videre med organisering af naturrettet ungdomsarbejde. Rundt om i Københavnsområdet var det andre engagerede lærere, bl.a. på Dyssegårdsskolen nord for byen, som også var potentielle støtter for et ungdomsarbejde som det i NogU.
Nøjagtig hvordan de to ovennævnte grupperinger fandt sammen, ved jeg ikke. Men at kontakten opstod, var jo ret nærliggende, fordi målgruppen især var skoleelever, som man bedst ville kunne nå gennem engagerede lærere. Nogle af møderne for initiativgruppen i 1958-59 blev holdt på Biologisk Samling, så på dette tidspunkt havde man altså allerede god kontakt.
Danmarks Naturfredningsforening
Med plan om oprettelse af en ungdomsforening med bredt sigte på natur og naturbeskyttelse var det nærliggende at tage kontakt til Danmarks Naturfredningsforening. DN var som venteligt straks positiv og ville gerne huse en ny ungdomsforening med dette sigte som uafhængig ungdomsafdeling.
Det var ikke mindst den daværende præsident Vagn Jensen, der var talsmand for den holdning. Det blev så en meget fremtrædende person fra DNs ledelse, professor Tyge W. Bøcher, der blev NogUs første formand fra stiftelse og et års tid frem. Bøcher var bl.a. aktiv med popularisering af sit eget fag, botanik og via sit stærke fredningsengagement også optaget af at få unge mennesker med tilstrækkelig sagkundskab ud for at beskrive og undersøge tilstanden på landets fredede områder. Dette kom i gang i NogU nogle år efter, men på foranledning af Lorenz Ferdinand i form af de lokalitetsundersøgelser, der kom til at betyde meget i foreningsarbejdet, og blev udgivet i en særlig skriftserie.
Den formelle, stiftende generalforsamling blev holdt i foråret 1959 med deltagelse primært af de voksne fra initiativgruppen. Mødevirksomheden med deltagelse af de unge, som jo var foreningens primære målgruppe, startede i Botanisk Auditorium i Gothersgade 7. november 1959, og det er denne dag, som siden har været regnet som foreningens ”fødselsdag”.
De allerførste år med formændene Bøcher, og Kaare Smidth – og ”stud.mag.´erne”
NogUs første formand var professor Tyge W. Bøcher.Med Bøcher fik NogU en i fredningsmæssig og faglig sammenhæng højt profileret formand, som også ridsede nogle flotte perspektiver op for foreningens arbejde i det allerførste nummer af bladet ”Natur og Ungdom”. Men han var nok alligevel aldersmæssigt og i sit virke som universitetsprofessor lidt fjernt fra NogU´s teenagere og hverdagen med ekskursioner og lejre. Men han var helt sikkert en god ambassadør for foreningen i den tidlige start. Han gjorde bl.a. den vigtige ting for foreningsarbejdet at sørge for, at en række biologistuderende, som dengang hed stud.mag.’er, blev inddraget som instruktører og kom med i bestyrelsen.
Bøcher var en fremtrædende botanisk forsker og naturfredningsmand, men også med stor interesse for popularisering af sit fag og engagering af unge i natur. For den helt nye forening var han nok en nyttig topfigur i de aller første år.
Bladets første redaktør, Anders Holm Joensen var studerende, og på lejre og ekskursioner virkede folk som Niels Peder Kristensen, Annie Larsen og Heine Clausen. Stud.mag.-elementet var vigtigt i vel især de første 5 år af foreningslivet. Derpå var der folk opvokset i foreningen, som selv blev studerende og fortsatte eller kom ind i bestyrelses-arbejdet. Stud.mag.’erne var ikke nødvendigvis vant til at lede børn og helt unge, og nogen af dem fik vist noget af en pædagogisk ilddåb ved at skulle holde styr på en teltlejr fuld af teenagere. Bøcher forlod efter et års tid bestyrelsen. Han har til mig forklaret, at fugleinteressen var for dominerende i foreningsarbejdet – han var jo selv botaniker! Efter ham blev en af Lorenz Ferdinands nære venner fra fugleinteressen så formand, det var Kaare Smidth. Han sad også kun på posten i et årstid og måtte så drage til Ålborg, hvor han havde fået stilling som udskrivningschef. Selv om der var nogle lokalafdelinger i provinsen, var aktivite- ten i hovedstaden stadig afgørende for forenings- arbejdet. Smidth var en tiltalende person med et oprigtigt engagement i natur – og især fugle – og i inddragelse af ungdom i denne interesse, men i NogU sammenhæng må man nok sige, at han kun blev en overgangsfigur.
Poul Holm Joensen i felten med skoleelever omkring 1960, da NogU blev stiftet. Bemærk hans Færø-hue – Joensen familien stammede derfra.
Joensen var lærer på Dyssegårdsskolen i Københavns nordlige udkant – et sted med flere natur-engagerede lærere og hurtigt efter stiftelsen af NogU hjemsted for en af de største og mest livskraftige lokalafdelinger. Han havde været med til nogle af de indledende møder i Biologisk Samling, men hørte ikke til i den snævrere kreds af foreningsstiftere. Han kom dog – måske via sin søn Anders, der redigerede bladet – med i bestyrelsen i 1961 og blev konstitueret formand, da Kaare Smidth fik stilling i Ålborg og måtte flytte dertil.
I 1962 blev Joensen så på generalforsamlingen valgt til formand og blev på denne post i ikke mindre end 8 år – det må være rekord i foreningens historie. Joensen var et effektiv og meget flittig organisationsmenneske, en dygtig skribent og meget engageret i arbejdet med at få unge interesseret i natur – og ud i den.
Poul Holm Joensen maner naturen frem – ved at blæse i en ølflaske!
Han sad i Danmarks Naturfredningsforenings oplysningsudvalg, men følte vist, at den store forening var noget ”tung at danse med” – at der var meget langt fra idé til realisering. Her var NogU et langt bedre sted for udfoldelse af hans virkelyst, der gik på, at alle skulle kunne komme frem med deres ideer og viden, på kontakt over grænser, og på at NogU skulle indtage en aktiv plads i debatten om natur og naturbeskyttelse. Joensen var skeptisk overfor specialister og etablerede fagfolk, der sad tungt på deres område. Han forfægtede f.eks. energisk den holdning, at alle skulle kunne komme til orde i foreningens blad uden nærgående faglig el. sproglig redigering.
Havde nogen i bestyrelsen el. andre en ide, var Joensen også hurtig til at bede vedkommende om selv at virke for realiseringen – vi kaldte det faktisk ”system Joensen”. Det betød ikke, at man skulle stå alene med gennemførelsen, men at man altså selv var den første til at gå videre med noget, som man havde foreslået i foreningssammenhæng.
Joensen kunne have vilde ideer, som kom op i foreningen, før vi andre i bestyrelsen rigtigt var modne til at kapere dem. Jeg husker hans forslag om, at vi skulle virke for oprettelse af en islandsk NogU som en af dem, og et nyt foreningsnavn ”Dansk Ungdoms Naturværnforbund” dukkede pludselig op på nogle kuverter, han havde fået trykt, men det holdt ikke længe. Hans ambitioner om gennem NogU at flytte på den store Danmarks Naturfredningsforening kunne vi vel heller ikke altid helt følge med til, så forståelige de i øvrigt var.
Joensens otte år som formand fik afgørende betydning for at bringe foreningen fra den København-baserede start ud i landet, hvor nye afdelinger blev etableret. De naturfaglige og ikke mindst organisatoriske erfaringer, som mange af os havde fået ved at sidde i bestyrelse sammen med ham, gjorde os i stand til at kunne overtage ledelsen af foreningen.
