Aktuelt

Vi har mistet en kær ildsjæl

Kristoffer Preuthun Møller er onsdag den 16. gået bort alt for tidligt. Kristoffer er uddannet ildfugl og har de sidste 6 år været en bærende kraft i Natur & Ungdom Silkeborg.

Hvis man den sidste søndag i en hver måned i løbet af de sidste mange år kom forbi Odden i Silkeborg, kunne man være sikker på at møde Kristoffer og Maria. Kæresteparret har trodset vind og vejr for at give børn og deres familier mulighed for at nyde naturen på Odden uanset årstid. Der var altid bål, mulighed for fiskeri og ikke mindst en god snak. Begge har de sat en ære i, at tilbuddet skulle være meget åbent, at alle uanset forudsætninger skulle føle sig velkomne. Rigtig mange familie fra Silkeborg og omegn har været forbi. Mange er blevet ved med at komme. 

Tirsdag den 15. august var Kristoffer forbi Landsforeningen for at planlægge foreningens deltagelse på Danmarks Outdoor Festival sammen med Karen, foreningskonsulent. Vi så frem til sammen at skabe gode rammer for børn og familier.

Fredag ringede Maria og fortalte, at Kristoffer onsdag den 16. august stille var sovet ind. Årsagen er endnu uklar. Det er ubegribeligt og ubærligt. Kristoffer blev 36 år.

Vi kender Kristoffer som et hjertevarmt menneske, der brændte for naturen og for at formidle denne til især børn. Kristoffer blev uddannet på vores ildfuglehold 14 og har siden da ydet en kæmpe indsats for foreningen. Vi kommer til at savne Kristoffer enormt. Samtidig sender vi alle vores kærligste tanker til Maria og hendes datter, der har mistet deres aller nærmeste. 

Maria har oplyst. at der er bisættelse på Vestre Kirkegaard i Silkeborg fredag den 25. august kl. 13. Med efterfølgende mindestund på Odden. Man opfordres til selv at have en picnickurv med. 

Natur & Ungdom Silkeborgs vanlige søndagssamling den 27. august er aflyst. 

 

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 14:00