Søg og du skal finde … penge. Sådan kan man sige hos N&U Kruså, der anmodede om støtte til et projekt om naturpleje hos Natur & Ungdom og Sydbank og fik ja samt en bevilling på 7.200 kr. fra begge parter.
”Vi er selvfølgelig glade for bevillingerne, der medvirker til, at vi kan realisere vores projekt. Pengene skal bruges til køb af leer og andet gammeldags høstudstyr samt til at etablere et arrangement om naturpleje på et areal ved Kelstrup Naturskole (billedet), hvor vi har vores base,” fortæller N&U Krusås formand, Mik Haar.
Aktiviteten var programsat til 2. maj, men er nu udskudt på ubestemt tid pga. coronapandemien.
”Ideen er, at vi vil lave høslæt, hvor personer med erfaring i at høste med le underviser deltagerne i den opgave og i at lave høhække. Høet skal bruges som foder til geder og kaniner på Kelstrup Naturskole. På den måde får vores høstprojekt et konkret formål. Samtidig giver det deltagerne en forståelse for gammeldags redskaber og teknikker såvel som forbruget af tid på den slags manuelt arbejde. Desuden får man indsigt i, hvad vi er rundet af. Den slags er der stor interesse for i vore dage, hvor en stor del af vores tid foregår ved en skærm,” forklarer Mik Haar.
Ekstra udbytte
Blandt deltagerne i det kommende høstprojekt finder man bl.a. børn og unge med særlige behov. De kan efter Mik Haars vurdering få særlig gavn af at fordybe sig i et konkret og afgrænset arbejde, hvor man hele tiden kan se, hvor langt man er kommet.
Det indkøbte udstyr til høslættet kommer til at indgå i Kelstrup Naturskoles grejbank, så andre foreninger, skoler og institutioner med tilknytning til naturskolen også kan få glæde af det.
”Så bliver grejet brugt i stedet for at ligge på loftet og samle støv,” siger Mik Haar, der er naturvejleder ved Kelstrup Naturskole.