Farvel indeliv, goddag natur! Selv om coronavirussen på mange måder har sat Danmark og resten af verden i stå, er der nok at se og opleve i det grønne.
Det gør flere N&U-lokalafdelinger opmærksom på gennem de sociale medier. Det gælder blandt andet N&U Aarhus.
”Selvfølgelig har vi sat vores planlagte aktiviteter på pause indtil videre, men de seneste uger har vi givet ideer til, hvad man kan lave i naturen, i små videoer på YouTube og vores Facebook-side. I denne uge gik vi også på Instagram,” fortæller naturformidler Rasmus Rønne, N&U Aarhus.
De første Instagram-opslag er fra #årslevengsø og viser filmede sekvenser med forårsbebuderne #bogfinke, #gransanger og #tjiftjaf, som gransangeren siger.
Videoerne handler bl.a. om at se efter svampefarver, mus i skovbunden og Big 5 i Danmark.
Gør det simple
Hvis man vil i gang med at lave lignende videoer til sin lokalafdelings Facebook-side, opfordrer Rasmus Rønne til, at man ikke er for ambitiøs.
”Beslut dig for, hvad du vil vise og fortælle om og nøjes med at fokusere på ét emne. Så er man fri for at skulle redigere og klippe i optagelsen og undgår, at filmen bliver snørklet og lang. Filmen bør ikke vare meget mere end et minut og må gerne være kortere. Det kan være, man skal lave et par optagelser af det samme for at finde rytmen og tale sig varm,” forklarer Rasmus Rønne.
En provokation
Baggrunden for videoerne og billederne var en provokation i form af forlaget Alineas YouTube-videoer om ’Sofaskolen’.
”’Det kan ikke passe, at man skal sidde inde og glo på en skærm i ugevis, når man let kan lave noget udenfor!’, tænkte jeg. Derfor gik jeg i gang med at lave videoserien ’Op af sofaskolen’, som vist var det første tiltag herhjemme i den retning. Videoerne er blevet af flere hundrede, og Instagram-opslagene ser også ud til at vække interesse. Jeg håber, at nogen har fået inspiration til at gå en tur og opleve noget andet end legepladsen ude i det fri,” siger Rasmus Rønne.