På repræsentantskabsmødet i Middelfart den 10. oktober 2020 fik Natur & Ungdom en helt ny hovedbestyrelse. Den har nu konstitueret sig og ser sådan ud:
Jonas Jensen (Risskov), formand
Safania Eriksen (København), næstformand
Peter Rasmussen (Gl. Rye), kasserer
Jesper Broberg Bang (Aarhus) og Martin Brandt Friis (Billund), menige medlemmer.
Vi er meget glade for at være blevet tildelt den spændende opgave at føre Natur & Ungdom videre. Det er en opgave, vi går til med stor lyst og mod, men også med stor ydmyghed og respekt for historien, arven og den tillid, som I allerede har vist os.
Godt udgangspunkt
Vi, i bestyrelsen, kommer med forskellige baggrunde og kompetencer, og tilsammen mener vi, at vi udgør et godt udgangspunkt i forhold til at sikre stabilitet, fremgang og ikke mindst at bidrage med sammenhængskraft i foreningen.
Vi glæder os rigtig meget til, at vi i fællesskab med de lokale superkræfter, sekretariatet og alle de frivillige, skal bære denne fantastiske og helt unikke forening med ind i det næste årti.
Vi glæder os til at skabe et tæt samarbejde mellem lokalforeningerne og en masse spændende projekter og aktiviteter, som sætter fokus på naturen, friluftsliv, bæredygtighed, klima på tværs af landet og mellem lokalforeningerne og landsforeningen Natur & Ungdom.
Lokal forankring
Vi kan ikke gøre det alene. Natur & Ungdom er ikke mere end det enkelte medlem og den enkelte frivillige ude i lokalforeningerne, som dagligt gør et stort og flot stykke arbejde. Dette er noget, vi er meget opmærksomme på, og derfor vil vi også sikre den lokale forankring. Dette skal blandt andet sikres ved, at der fra lokalafdelingerne rekrutteres yderligere to medlemmer til bestyrelsen. På den måde vil vi sikre en lokal, praksisorienteret tilknytning og dermed have en finger på pulsen i forhold til, hvad der fungerer og ikke fungerer for JER ude i lokalforeningerne.
Vi tror på, at Natur & Ungdom har et kæmpe potentiale, som vi må arbejde for at forløse. Det synes vi, at Natur & Ungdom fortjener!
Vi glæder os til at komme ud til jer alle, være med i jeres arrangementer, og være JERES repræsentanter i hovedbestyrelsen. Vi ses derude!
Bedste hilsner
Bestyrelsen – Natur & Ungdom