Natur & Ungdom modtager samlet knap 4,4 millioner kroner fra Nordea-fonden og TrygFonden til det landsdækkende projekt Grøn dannelse i børnehøjde. Projektet skal give børn i alderen 6–12 år fællesskaber i naturen og konkrete erfaringer med bæredygtige handlinger.
|
Pressemeddelse: Natur & Ungdom modtager samlet knap 4,4 millioner kroner fra Nordea-fonden og TrygFonden til det landsdækkende projekt Grøn dannelse i børnehøjde. Projektet skal give børn i alderen 6–12 år fællesskaber i naturen og konkrete erfaringer med bæredygtige handlinger. Projektet tager udgangspunkt i naturpatruljer, hvor børn “går til natur” i faste, lokale fællesskaber. Her mødes børnene regelmæssigt til aktiviteter, hvor de udforsker og undersøger naturen og prøve kræfter med bæredygtige handlinger i praksis sammen med andre børn og engagerede voksne. “Vi er virkelig glade for, at både Nordea-fonden og TrygFonden bakker op om vores vision om at endnu flere børn skal have mere natur i deres fritid. Med projektet får vi mulighed for at give flere børn et sted, hvor naturglæde, fællesskab og grøn handlekraft går hånd i hånd,” siger Thea P. Strand, sekretariatsleder i Natur & Ungdom. Projektet bygger videre på erfaringerne fra pilotprojektet Sammen om Naturen. TrygFondens støtte gør det muligt at videreføre, skalere og forankre naturpatruljerne organisatorisk, mens Nordea-fondens bevilling blandt andet bidrager til, at vi kan udvikle og gennemføre konkrete bæredygtighedsaktiviteter, åbne arrangementer og i det hele taget styrke børn og frivilliges grønne dannelse. I løbet af projektperioden vil tusindvis af børn møde naturen gennem naturpatruljer, skolebesøg og åbne events i lokalområder over hele landet. Her får børnene mulighed for at opleve, at deres handlinger gør en forskel – både som individer og som del af et fællesskab. “Grøn dannelse i børnehøjde handler om at give børn erfaringer med naturen, der skaber lyst til at passe på den. Når børn får lov til at være nysgerrige, tage ansvar og handle i fællesskab, vokser både engagement og håb,” siger Thea P. Strand. Projektet gennemføres fra foråret 2026 til vinter 2029 i samarbejde med frivillige, skoler, SFO’er og lokale aktører og har som mål at skabe et forankret koncept, der lever videre, også efter projektperioden. Bæredygtighed i friluftslivet Thea P. Strand Sekretariatsleder Natur & Ungdom 31205602 / |