Natur & Ungdoms nye formand, Anne Sophie Gottlieb, har siddet på formandsposten i et halvt år, og hun føler sig nu bedre klædt på til at føre foreningen videre. Anne Sophie deler foreningens store ønske om at fremme naturdannelsen hos børn og unge, og herunder kan du læse om hendes tanker om foreningen, dens værdier, og hvad hun håber at opnå i sit formandskab.
Et frisk pust til Natur & Ungdom
Anne Sophie er ikke er opflasket i Natur & Ungdom og kan derfor tilføje foreningen et frisk pust. Det vakte hendes nysgerrighed, da hun blev opmærksom på, at foreningen søgte en ny formand. Hun så nemlig en mulighed for at bidrage til ledelsen i en forening, der aktivt arbejder for at åbne børn, unge og familiers øjne for naturen - både som ramme for fællesskaber, men også som omdrejningspunkt for meningsfulde aktiviteter. Anne Sophie fortæller, "Jeg så en mulighed for, at jeg med mine erfaringer og kompetencer kunne bidrage til ledelsen og fremdriften af Natur & Ungdom og samtidig blive en del af et fællesskab, der arbejder for den meget vigtige sag – nemlig at give børn og unge et tilhørsforhold til naturen."
Trivsel og fællesskaber i Naturen
Hendes interesse for forbindelsen mellem natur og menneskers trivsel er en af de faktorer, der driver hende i bestyrelsesarbejdet. "Jeg er meget optaget af, hvordan aktiviteter i naturen kan styrke vores sundhed og trivsel, og Natur & Ungdom er en vigtig forening, som også understøtter dette gennem oplevelser og fællesskaber i naturen," forklarer hun. Derfor vil fokus på trivsel og fællesskab gennem aktiviteter i naturen også blive centrale temaer under hendes formandskab.
Fortsætter den gode udvikling
Anne Sophie er fast besluttet på at bevare og udvikle de værdier og mål, der er blevet fastlagt af hendes forgængere, sekretariatet og hovedbestyrelsen. "Min opgave er at sikre den udvikling og vision, som allerede er lagt. Vi skal rekruttere flere medlemmer, udvikle lokalforeningerne og etablere nye" siger hun. Anne Sophie understreger, at dette arbejde ikke kun er vigtigt for at nå flere børn og unge med vores aktiviteter, men også for at styrke foreningens virke og bæredygtighed nu og i fremtiden.
Projekter med potentiale
Derfor ser hun også stort potentiale i landsforeningens store projekter, Grønnes Sommerskole, Sammen om Naturen og naTURlederne, som skal skabe nye muligheder for naturoplevelser for både børn og de unge voksne. "Disse projekter giver os god mulighed for at nå ud til vores målgrupper, fra de små børn til unge voksne, og dermed styrke foreningen," siger Anne Sophie.
Målet for fremtiden
Hendes vision for Natur & Ungdom handler også om at være en aktiv stemme i samfundet for at fremme børn og unges adgang til naturen. "Mit mål er, at foreningen trives og vokser, samt at vi er en aktiv stemme i relevante fora for at fremme børn og unges naturdannelse." Hun ønsker, at Natur & Ungdom skal være et aktivt sted, hvor mennesker kan finde fællesskaber og erfaringer, der hjælper dem med at få fodfæste i livet.
Fun facts om Anne Sophie:
- Hvad er din favorit udendørsaktivitet:
Jeg elsker at vandre i skovene og opleve naturen i Danmark. Det kan både være korte endagsture eller længere ture, hvor vi sover i sheltere og laver mad på bål. - Hvilket dyr ville du være for én dag:
Jeg ville gerne være et egern for en dag. Jeg har altid været fascineret af deres hurtighed og evne til at klatre, løbe og springe mellem træerne. - Hvad er din mest spektakulære naturoplevelse:
Mine bedste naturminder stammer fra mine barndoms lange somre på Anholt. Vi tilbragte 7-8 uger i telt på en eng hver sommer, og min bror og jeg legede ude hele dagen på stranden, i bakkerne og i Anholts ørkenlandskab. Vi samlede bær, legede og cyklede frit rundt på hele øen.
Vi ser frem til at udvikle foreningen sammen med Anne Sophie og måske mødes til nogle af de mange skønne aktiviteter, der venter forude.