Aktuelt

Mød vores nye lejr- og uddannelsesansvarlige, Anne Edsen

Anne Edsen, som tidligere har stået i spidsen for vores naTURlederuddannelse, er Natur & Ungdoms nye lejr- og uddannelsesansvarlig.

Hun er uddannet i friluftsliv, kultur- og naturvejledning og har flere års erfaring med at planlægge og gennemføre aktiviteter og forløb i naturen – både fra højskole og fra sit eget arbejde i Danmark og Norge. De erfaringer tager hun nu med ind i arbejdet med at udvikle og styrke Natur & Ungdoms lejre, ture og uddannelser.

Her kan du lære hende bedre at kende gennem en række spørgsmål om hendes motivation, erfaringer og tanker om, hvordan endnu flere børn og unge kan få gode oplevelser og vokse i naturen.

Hvorfor synes du rollen som lejr- og uddannelsesansvarlig hos Natur & Ungdom er spændende?

Jeg synes, det er virkelig spændende at arbejde i spændingsfeltet mellem natur, fællesskaber og læring, og brænder for at skabe både lærerige og magiske oplevelser i naturen. Jeg håber, at jeg kan bidrage til at deltagerne både udvikler sig personligt og får en stærkere relation til naturen og hinanden.

Hvordan vil du arbejde med at udvikle og styrke uddannelserne, lejrene og turene?

Jeg vil gerne fokusere på at skabe en god balance mellem struktur og fleksibilitet, så der både er en tydelig rød tråd og plads til deltagernes egne initiativer og nysgerrighed. Jeg synes, det er vigtigt at inddrage både deltagere og frivillige i udviklingen, så vi sammen bygger videre på erfaringer og løbende tilpasser indholdet.

Hvilke erfaringer har du med dig, som du særligt glæder dig til at bringe i spil?

Jeg har en baggrund som friluftsvejleder og er vant til at arbejde med formidling, planlægning og at skabe gode oplevelser i naturen. Jeg har også erfaring med at undervise på højskole og facilitere forløb for forskellige grupper – Jeg glæder mig til at bringe elementer fra min uddannelse i spil, samtidig med at jeg skal lære en masse fra de rutinerede kræfter i Natur & Ungdom. 

Hvordan arbejder du med at skabe trygge rammer, hvor børn og unge tør udfordre sig selv?

I arbejdet med børn er det vigtigt for mig, at de møder tydelige rammer og nærværende voksne, som de kan spejle sig i og føle sig trygge ved. Deltagerne på uddannelserne skal udfordres, have frihed under ansvar og lov til at vokse med opgaverne.  Jeg vil gerne møde deltagerne dér, hvor de er, og give dem mulighed for at tage små skridt ud af deres komfortzone i deres eget tempo.

Hvad håber du, at deltagerne får med sig – både fra uddannelserne, lejr og turene?

Jeg håber først og fremmest, at deltagerne får en oplevelse af at høre til i et fællesskab. Jeg håber også, at de får mod på at kaste sig ud i nye udfordringer, og får nogle konkrete kompetencer med sig, som de faktisk kan bruge til noget. Jeg håber, at jeg kan inspirere mine deltagere til selv at tage ansvar og give glæden ved naturen videre til andre.

Du kan kontakte Anne på mail:Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller tlf.: 40 55 56 94

FAKTA OM ANNE

  • Alder:  30 år
  • Bopæl: Jeg er flyttet hjem til Danmark efter 5 år i Norge, og bor indtil videre i min dejlige kolonihave i Århus sammen med min labrador.
  • Interesser:  Lange spadsereture i skoven med min hund, bål, orienteringsløb, havdyp, cykelture, kajak.
  • Baggrund: Jeg er uddannet i friluftsliv, kultur- og naturvejledning fra universitet i sydøst Norge. Jeg har arrangeret friluftsturer i eget firma, arbejdet på højskole og afviklet utallige aktiviteter i naturen i Danmark og Norge gennem de sidste 6-7 år.
  • Favoritsted i naturen: Et nærmest umuligt valg. Men I min barndomsskov findes stadig spor efter troldene, selvfølgelige hulesteder og designerede klatretræer, og det er fantastisk at mærke, at naturens magi lever videre længe efter at frikvarterne i skoven er holdt op.