Aktuelt

Bekymring om Klostermølles fremtid

Udløb af N&U's lejekontrakt for Klostermølle ved 2022's slutning og Naturstyrelsens varsling om salg af ejendommen har skabt debat.

Ved udgangen af 2022 udløber Natur & Ungdoms lejekontrakt for Klostermølle. Det har skabt debat om fremtiden for ejendommen, hvor foreningen har haft hovedsæde i over 40 år.

"Stedet betyder meget for ’sjælen’ i vores forening. Både nuværende og tidligere medlemmer har gennem årene haft fantastiske oplevelser på dette sted, og Klostermølle ligger dybt i hjertet hos mange af os," siger N&U's formand Peter Rasmussen.

Klostermølle ejes af Staten / Miljøministeriet. N&U har lejet hovedbygningen - der har Naturstyrelsen som administrator - siden slutningen af 1970’erne. Efter Naturstyrelsens varsling om et muligt salg af ejendommen er der bekymring hos Natur & Ungdom om muligheden for at få kontrakten forlænget.

Emnet er en af bestyrelsens prioriterede arbejdsområder, og der har været afholdt et par møder med Naturstyrelsen Søhøjlandet, med hvem vi har lejekontrakten.

Natur & Ungdom har ikke råd til selv at købe og drive ejendommen. Derfor er foreningens ønskescenario, at der kan etableres en ny ejerkreds på stedet, gerne med flere lejere i de forskellige bygninger, som der bliver peget på i en af de seneste avisartikler om sagen.

"Etableringen af en selvejende institution, hvor vi kan vedblive at være lejere og arbejde med naturformidling, vil være en god løsning. Med alle de gode biotoper rundt om sig - å, sø, eng og skov - er Klostermølle en fantastisk base for Natur & Ungdom," siger Peter Rasmussen.

Et byrådsmedlem fra Horsens Kommune har foreslået et kommunalt køb af Klostermølle og etablering af en selvejende institution for ejendommen. Den idé arbejder en frivillig initiativgruppe på at fremlægge et forslag om. 

Læs de to artikler fra Horsens Folkeblad her og her.

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 14:00