Vikinger indtager N&U’s sommerlejr

En vikingedag er blandt de mange spændende aktiviteter på N&U's sommerlejr på Dybsø Naturskole ved Næstved 25.-29. juli.

Hvis du og dine børn er vilde med vikinger og røverhistorier, gælder det bare om at melde sig til Natur & Ungdoms sommerlejr 25.-29. juli på Dybsø Naturskole ved Næstved.

Mandag den 26. juli bliver nemlig store vikingedag. Her indtager vikinger fra Vikingeborgen Trelleborg lejren og laver vildsvin stegt over bål i Dybsø Naturskoles vikingehus. De fortæller også om vikingernes guder og giver mulighed for at prøve kræfter med møntslagning ved smedens esse.

”Og naturligvis skal alle i vikingetøjet og feste til den ’lyse’ morgen,” siger Lars Walsted Christoffersen, formand for N&U Sydsjælland, som arrangerer sommerlejren.

Han understreger, at samtlige corona-restriktioner vil blive overholdt.

’Vild mad’ og udflugt på Sydsjælland
Lejrens andre dage byder på spændende arrangementer som træklatring, kano- og kajaksejlads på Dybsø Fjord, fiskeri fra stranden, sankning og tilberedning af ’vild mad’ med naturens råvarer. Dertil kommer spil, lege og diverse aktiviteter ved Dybsø Naturskole.

Onsdag den 28. juli er en ud af huset-dag, hvor Stevns Klint, Skovtårnet ved Haslev, Borgcentret i Vordingborg og Faxe Kalkbrud er blandt de mulige destinationer.

Søndag den 25. juli er ankomstdag. Torsdag den 29. juli, lejrens sidste dag, rundes af med en fest, mens fredag den 30. juli er afrejsedag.

Dybsø Naturskole har plads til 50 overnattende gæster plus udearealer med to shelters, bålplads og plads til telte.

Pris: 1.300 kr. for voksne, 700 kr. for børn mellem 3 og 12 år.

Tilmeldingslink https://nogu.nemtilmeld.dk/72/