Nisser vakte lykke på Mors

Flere hundrede børn og voksne ledte efter nisser på N&U Mors’ nissesti i julen i Legind Skov. Der vil man kunne finde trolde i vinterferien.

Der var en, der var to, der var tre, der var mange nisser i Legind Skov på Mors i julen – og endnu flere børn og voksne, som fik en rask travetur i det fri, mens de ledte efter de små ’væsener’.

”Der var mellem 50 og 100 gæster hver dag i de 10 dage frem til 30. december, hvor nisserne var i skoven. Det overgik alle vores forventninger,” siger Inge Jakobsen, formand for N&U Mors, som stod for ’Nissestien’.

Om tiltaget har givet lokalafdelingen flere medlemmer, ved hun endnu ikke.

”Vi tror på en langsigtet effekt af ’Nissestien’ og vores andre tiltag. Alle gæster i skoven modtog vores trykte aktivitetsprogram, og vi fik gjort opmærksom på, at der eksisterer en naturklub på Mors. Det var der en del gæster, som ikke vidste,” siger Inge Jensen.

Ideen til den 1,3 km lange nisserute kom af coronarestriktionernes stop for at tilbyde N&U Mors-aktiviteter og en lyst til stadig at kunne give en mulighed for at komme ud i naturen. Dertil kom inspiration fra N&U Krusås nissesti.

Nisser i genbrugstøj
Sammen med nogle børn og Marian Bjørnholt Mikkelsen fra N&U Mors samt Peter Appel, naturvejleder for N&U, lavede Inge Jakobsen nisser af tykke grene. De blev klædt på med stykker af stof købt i en genbrugsbutik, fik skæg af pudefyld og navne som Ninjanisse, Turbannisse og Afrikansk Nisse.

I alt blev der i Legind Skov gemt 14 nisser. Til hver af dem var der knyttet en lille fortælling med ’nisserier’ og viden om natur i småbørnshøjde. Et uddrag af en af historierne lyder sådan:

’Smedenissen smeder bl.a. nye hængsler til indhegningerne, hvis de går i stykker, så fårene ikke render ud og tramper i myretuerne. Myrerne er rigtig gode nyttedyr i skoven. De er med til at rydde op, f.eks. hvis vi smider resterne af vores madpakke derude. Selvfølgelig ikke sølvpapir og den slags, som nisserne godt kan finde på at putte i vores lommer, hvis vi glemmer at passe på naturen.’

Turen solgte sig selv
Lagde man et billede af familien i selskab med nisserne på N&U Mors’ Facebook-side, deltog man i en lodtrækning om et års N&U-medlemskab og små sidegevinster. Det skabte en livlig trafik på siden. Megen omtale fik ’Nissestien’ også på Vores Ø Mors’ Facebook-side.

”Det fik turen til at sælge sig selv,” siger Inge Jakobsen.

Nu planlægger hun og hendes N&U Mors-kolleger at lave en troldesti, der skal være klar til vinterferien.

”Vi kan lige så godt bygge videre på succesen,” fastslår Inge Jakobsen.

Læs om N&U Mors her.