Aktuelt

Natur & Ungdom har mod på ny udvikling

N&U har potentiale som landsforening for naturglade børn og familier, men det kræver nye initiativer, lød det fra foreningens formand på repræsentantskabsmødet i Odense. Der blev valgt ny hovedbestyrelse – og givet bud på vejen frem.

Af Kenneth Lynghøj, praktikant hos N&U

Der var genvalg til formanden og tre andre siddende medlemmer af hovedbestyrelsen, da Natur & Ungdom lørdag den 13. november holdt repræsentantskabsmøde i spejderne Stjernegruppens hytte ved Odense. Desuden blev Niklas Hegnsted fra N&U Hvidovre valgt ind som det femte medlem af hovedbestyrelsen.

Valget var kulminationen på et langt møde, hvor blandt andet samarbejdet mellem hovedbestyrelsen og lokalafdelingerne, ildfugleuddannelsen og foreningens fremtid var til debat.

Cirka halvdelen af lokalafdelingerne havde sendt repræsentanter til mødet. Nogle mødte op allerede fredag aften, hvor de havde chancen for at høre et spændende foredrag om bier med bieksperten Sean Craig.

Et turbulent år
På lørdagens møde lagde formand N&U’s Peter Rasmussen ud med sin beretning fra året, der gik. Han lagde ikke skjul på, at det har været et turbulent år. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) underkendte foreningens skoleklubber, og corona-pandemien satte en bremse for mange aktiviteter. Det betød en nedskrivning af medlemsgrundlaget. Der er nu cirka 700 medlemmer under 30 år. Faldet i medlemstallet har reduceret støtten fra DUF, hvilket har gjort det nødvendigt at skære i de ansattes timetal, alt imens ildfugleuddannelsen er sat på pause.

Året har dog også budt på gode nyheder. Sommerlejren på Dybsø Naturskole blev trods corona-forbehold en stor succes med 50 deltagere, og det lykkedes at ansætte Jakob Hjuler som ny foreningskonsulent/naturvejleder.

”En del af udfordringerne skyldes corona, men det er vores opfattelse, at der skal ske noget nyt og mere, hvis foreningen skal overleve som landsforening,” lød det i formandens beretning.

Mere forening og fællesskab
I sin beretning fremlagde formand Peter Rasmussen også den afgående bestyrelses bud på, hvad der skal til for at få N&U videre: Mere forening og fællesskab, en hovedbestyrelse, der afsætter tid til at mødes og til at møde lokalafdelingerne, samt aktiv deltagelse N&U-medlemmerne i landsaktiviteter og -netværk. Desuden en forbedret økonomi samt en langt stærkere intern og ekstern kommunikation.

”Hvis det lykkes, tror vi på, at det er muligt, at Natur & Ungdom kan vokse, så de bestående klubber bliver større og nye klubber kan opstå,” lød det i formandens beretning.

Passioneret debat
På den baggrund blev deltagerne sat i gang med et gruppearbejde, der skulle give input til den kommende hovedbestyrelses arbejde. Derpå fulgte fri debat, regnskabsaflæggelse og valg.

Undervejs blev der stillet kritiske spørgsmål og debatteret med stor passion – blandt andet, hvordan landsorganisationen bedre kan støtte lokalafdelingerne og omvendt, hvordan ildfugleuddannelsen skal organiseres – og i hvor høj grad den skal baseres på frivilligt arbejde – samt hvordan man bedst styrker medlemstallet og foreningens økonomi.

Ring til os

31 20 56 00

Skriv til os

Alle hverdage

 9:00 - 16:00