Ny skribent til NATUR

Henrik Lomholt Ikke kategoriseret Leave a Comment

NATUR udvider rækken af gode skribenter med Bjarne W. Andresen, der uden overdrivelse kan beskrives som en gammel kending af N&U. Ikke alene er han mangeårigt medlem af foreningen, i 1980’erne sad han også i dens hovedbestyrelse, bl.a. som kasserer, i lejrudvalget og i den daværende redaktion for NATUR. Endvidere var han med til at udvikle konceptet med N&U’s lokalafdelinger og boede en overgang på Klostermølle.
”Natur & Ungdom har naturligvis forandret sig, men det er stadig en spændende forening med et stort potentiale for at give børn og voksne dejlige fællesoplevelser i naturen. Det glæder jeg til at være med til at synliggøre,” siger Bjarne W. Andresen, der i NATUR blandt andet vil skrive om lokalafdelingernes aktiviteter.
Han er ophavsmand til en lang række artikler om børnelitteratur, samt hvordan man bruger den i pædagogisk praksis og har en bred viden om emnet efter snart 25 års arbejde med børn. Bjarne W. Andresen blev først uddannet lærer, derefter pædagog og blev master i børnelitteratur for to år siden. I det daglige arbejder han som støttepædagog på en folkeskole i det nordlige Aarhus, er redaktør for www.jagoo.dk og sidder desuden i bestyrelsen for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.
I de kommende nyhedsbreve bringer vi en række portrætter af NATURs skribenter.
Henrik Lomholt Rasmussen, redaktør for N&U’s nyhedsbrev

Del artiklen

'

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *