Natur & Ungdom søger engagerede frivillige til opstart af lokalafdeling i Aalborg

Sine Hulegaard Mikkelsen Aalborg, Lokalt 0 Comments

Kunne du tænke dig at gøre en forskel for børn og unge i dit lokalsamfund og samtidig styrke dine organisatoriske kompetencer?

 

Skab sjove og spændende aktiviteter for børnefamilier og unge i naturen!

Som frivillig i en ny lokalafdeling i Aalborg vil du være med til at udvikle og organisere aktiviteter målrettet børnefamiler og unge. Ønsket er, at lokalafdelingen ”Natur & Ungdom Aalborg” skal skabe rammerne for spændende og lærerige oplevelser, som giver inspiration til leg og læring i og om natur og miljø. Du kan her være med til at sætte dit præg på lokalafdelingen samt aktiviteterne – kun fantasien sætter grænser.

Så brænder du for at gøre en forskel for børnefamilier og unge samt natur og miljø? Så er det dig vi søger. Det kræver ingen særlig kvalifikationer, men blot lysten til at færdes i naturen og gøre noget for andre!

Dit udbytte og vores forventninger

Du får:

  • Erfaring med at planlægge, udføre og facilitere socialt orienterede aktiviteter, for børn, unge og deres familier.
  • Erfaring med forenings- og bestyrelsesarbejde i Natur & Ungdom.
  • Erfaring med frivilligledelse og formidling.
  • Muligheden for at anvende dine kompetencer i praksis samt booste dit CV.
  • Muligheden for at præge dit lokalsamfund og udvide dit sociale netværk.
  • Mulighed for at øve dig i fondsøgning.

Vi forventer:

  • At du har lyst til at skabe gode oplevelser for børn, unge og deres forældre gennem leg og aktiviteter i naturen.
  • At du løbende kan deltage i aktiviteter og planlægningsmøder.
  • At du har lyst til at være med til at udvikle og udbrede kendskabet til Natur & Ungdom.
  • At du har mod og lyst til at opbygge en lokalafdeling fra bunden og samtidig indgå i samarbejdet og fælleskabet i landsforeningen Natur & Ungdom.
  • At du kan indgå i et team og sætte dine gode ideer i spil.

Kom med til inspirations- og informationsdag!

Natur & Ungdom inviterer alle interesserede til en informations- og inspirationsdag lørdag d. 14.01.2017. Dagen byder på oplæg og diskussioner om rammesætningen for Natur & Ungdom Aalborg, hvor alle deltagere kan komme med inputs og være med til at forme lokalafdelingen fra start. Det er gratis at deltage, og der vil være bål og bålmad.

Arrangementet bliver afholdt i Infohuset i Østerådalen, Aalborg. Den nærmeste adresse er: Indkildevej, 9210 Aalborg SØ (Der er P-plads ved Over Kæret og Indkildevej. Det er også muligt at komme dertil med offentligtransport: Buslinje 16.).

Om Natur & Ungdom:

Natur & Ungdoms formål er at fremme børn og unges interesse og forståelse for natur og miljø samt at lægge grunden til en varig glæde og respekt for naturen. Foreningen ønsker på den måde at medvirke til en økologisk bæredygtig udvikling i samspillet mellem menneske, natur og kultur.

Hvad er en lokalafdeling i Natur & Ungdom?

En lokalafdeling i Natur & Ungdom er en selvstændig forening, der består af egen bestyrelse. Lokalafdelingerne er Natur & Ungdoms ambassadører i hele landet, hvis primære opgave er at organisere og afvikle aktiviteter for naturglade børn, ugne og deres familier.

Hvis opslaget har vakt din interesse kan du tilmelde dig ved at sende en mail til nogu@nogu.dk eller ringe til os på tlf. 31 20 56 00

Del artiklen

'

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *