Ildfugleprojekter gav job i en børnehave

amdyrloev Ikke kategoriseret, Ildfugleuddannelsen Leave a Comment

Sebastian Bøss lavede to af sine ildfugleprojekter i en børnehave i Hedensted. Her arbejder han nu som pædagogmedhjælper.

Ildfugleartikel Sebastian Bøss

Sebastian Bøss tog ildfugleuddannelsen i 2013 og fik takket være sine ildfugleprojekter i børnehaven Lille Dalby i Hedensted job samme sted som pædagogmedhjælper efter sin studentereksamen sidste år. Foto: Jeppe Fonnesbo

Tekst: Sebastian Bøss, ildfugl hold 10 og medlem af N&U’s hovedbestyrelse

 

Jeg har været medlem af Natur & Ungdom i en del år og havde ofte hørt om Ildfugleuddannelsen, da jeg i begyndelsen af 2013 besluttede at søge om optagelse. Sammen med en kammerat, Jeppe Fonnesbo, ansøgte vi og blev optaget på hold 10. Jeg gik på daværende tidspunkt i 2. g og var i tvivl om, hvilken levevej jeg skulle vælge, men har altid brændt for naturen og ville gerne kunne give den glæde videre til andre.

Hold 10 bestod af en række vidt forskellige mennesker med det fælles karaktertræk, at vi alle brænder for naturen og naturformidling.

Med meget forskellige baggrunde og forudsætninger var der basis for en stor bredde i undervisningen, og vores underviser Torben Jørgensen (N&U’s naturvejleder, red.) gjorde et godt stykke arbejde med at få vores forskellige færdigheder i spil. At vi så samtidig havde det super hyggeligt sammen, og en stor del af os fortsat ses privat og udveksler ideer og erfaringer, er et ekstra plus.

Vanskelig målgruppe
På ildfugleuddannelsen skal man på eget initiativ gennemføre fire praktiske projekter i naturformidling. Jeg valgte at begynde med en lidt vanskelig målgruppe, nemlig børn i alderen 3-5 år. Derfor kontaktede jeg en lokal børnehave, Børnehuset Lille Dalby, som er en forholdsvis ny institution i Hedensted med et stort fokus på natur, dyr og udeliv.

Jeg blev super godt modtaget og lavede fugleture fordelt på tre dage i lokalområdet med en gruppe børnehavebørn og en pædagog. Det var lidt udfordrende og meget lærerigt, for børn i den aldersgruppe er vanskelige at få til at holde koncentrationen ret længe af gangen. Senere på året lavede jeg endnu et ildfugleprojekt i institutionen i forbindelse med Naturens Dag, denne gang med fokus på jagt og med undersøgelse af friskskudte ænder og gæs.

Lederen ringede
Jeg var efterhånden ved at afslutte 3. g og var ligesom mange af mine jævnaldrende begyndt at se mig om efter et job. Men før jeg rigtigt var kommet i gang med at søge, blev jeg kontaktet af lederen i Lille Dalby, der ville høre, om jeg var interesseret i en stilling som pædagogmedhjælper, idet han jo allerede kendte mig gennem mine ildfugleprojekter. Således arbejder jeg nu fuld tid med børn, natur og formidling – et arbejde, hvor jeg dagligt skal bruge mange af de kompetencer, jeg fik på ildfugleuddannelsen.

Jeg kan klart anbefale uddannelsen, idet den foruden en solid basisviden i formidling giver en række nyttige kontakter og erfaringer, som i sidste ende kan lede til et forspring i jagten på drømmejobbet. 

Del artiklen

'

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.