Generalforsamling i det fri

Sine Hulegaard Mikkelsen Odense 0 Comments

Efter at have ligget i dvale tog en ny udgave af N&U Odense sidst i april hul på foråret og sommeren med en generalforsamling i det grønne, der lover godt for fremtiden.

Af Bjarne W. Andresen
Det ligner mere en sædvanlig naturklubdag med livlige børn, end det ligner en generalforsamling med budgetter, papir og vedtægtsændringer. Alligevel når vi begge dele den sidste søndag i april ved Naturværkstedet Hollufgård Vandmølle i det sydlige Odense. N&U Odense viser, at man også kan holde møder omkring et bål med snobrødspindene mellem hænderne.
Det var ellers tæt på, at der slet ikke var nogen naturklub at samles om. Efter små tre år valgte Solveig Olsen at lukke klubben sidste efterår. To andre ildsjæle havde forladt bestyrelsen; den ene på grund af flytning, den anden fordi hun ikke kunne deltage i weekenderne.
Med foråret kom også savnet af aktiviteterne for familier med 0-6 årige, som er N&U Odenses målgruppe. Solveig Olsen huskede sig på svampeturen med 25 deltagere, som langt opvejede de gange, der slet ikke mødte nogen op.

Høj faglighed, men ingen varme
Det var et snittekursus med en naturvejleder, som oprindeligt gav Solveig Olsen ideen. Kurset var fagligt på et højt niveau, men der manglede et ”Velkommen” og en masse informationer. F.eks. sådan noget som, at der ikke var et toilet, og at deltagerne ikke var blevet mindet om at have madpakke med. Det gjorde hende skarp på de værdier, hun lægger ind i arbejdet i naturklubben, og som hun forklarer sådan:
”Der skal være plads til at skifte ble, og til at ikke alt skal være arrangeret på forhånd. Hverdagen er planlagt tilstrækkeligt i forvejen, vi behøver ikke lægge noget oven i.”
Det betyder for eksempel også, at der ikke er tilmelding til arrangementerne. Man møder bare op, selv om et uvist deltagerantal gør det svært eksempelvis at købe ind til mad.
”Jeg kan ikke vide om torsdagen, om jeg har lyst til at komme om søndagen. Sådan har andre det sikkert også,” fortæller Solveig Olsen. ”Derfor gør vi det så fleksibelt som muligt for medlemmerne.”
I N&U Odense er det vigtigt at lade sin egen begejstring skinne igennem i arrangementerne. Når man er aktiv, er man også med til at præge programmet. Man har sine egne børn for øje, når man tænker målgruppe. For tiden er det aktiviteter omkring Naturværkstedet Hollufgård Vandmølle, der prioriteres, men der blev også talt om en tur med en fiskekutter, så man kan prøve at fange fisk på dén måde.
Mad fylder i det hele taget meget i naturklubben. Dels fordi det bare er så basalt med mad, dels fordi mad kan være udgangspunkt for mange aktiviteter. F.eks. kan man finde spiselige planter, og man kan lave mad over bål.
Det er en lille håndfuld ildsjæle og deres familier, som udgør kernen i N&U Odense. En anden gruppe medlemmer møder op af og til, når det passer ind i kalenderen. Og så er der de medlemmer, som blot kommer en enkelt gang eller to. Det er er også plads til, og naturklubben vil tage lige godt imod alle.

Generalforsamling omkring bålet
Solveig er mødt op en time inden tiden med sin femårige søn Jarl for at finde fiskenet frem og tænde bål. Efterhånden, som de øvrige 20 medlemmer dukker op, sætter de sig på fåreskind eller medbragte tæpper. Ungerne går i gang med at snitte snobrødspinde og med at fiske efter dyr og tomme øldåser i Lindved Å, som løber lige forbi bålpladsen. Deres forældre, bedsteforældre og en enkelt ”mors moster”, som hun præsenterer sig, forbereder maden og tager sig af de yngste søskende.
En familie har taget smør og sukker med, som de rører sammen. De får mange undrende spørgsmål og forklarer, at det kan puttes i de varme snobrød senere. Så smager det lidt som brunsviger – vi er vel på Fyn! En opskrift, som NATURs udsendte ikke tidligere har prøvet, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg prøver bålsviger, som det hurtigt blev døbt.
Mens snobrødene skifter farve til alle nuancer fra lysebrune til sorte, afvikles generalforsamlingen. Solveig Olsen suppleres især af Katrine Boe Højvang, som tager sig af det meste af naturklubbens administrative opgaver.
N&U Odense har haft en række gode arrangementer, men sidste år har været præget af det, som de selv kalder ”kaos i bestyrelsen”: At virkeligheden nogle gange kommer på tværs af selv de bedste viljer, så de har været for få til at lave arbejdet.

Det tegner godt for fremtiden
Heldigvis melder tre sig til bestyrelsen, og oven i det kommer en suppleant uopfordret med. Der var ellers noget nervøsitet i forvejen, selv om arrangørerne havde en plan B i baghånden, hvis der ikke kom nok kandidater. Regnskabet er hurtigt klaret. Solveig Olsen har inden generalforsamlingen betroet mig, at hun laver budget og regnskab med et stykke papir og en kuglepen. Der har ikke været brug for tilskud fra landsforeningen, og generalforsamlingen var enig om, at så var det bedre, at andre fik gavn af pengene.
Fra centralt hold – N&U’s sekretariat på Klostermølle – er der lavet nye standardvedtægter, og dem tog N&U Odense til sig. Måske var det fåtallet af deltagerne, der fangede alle små forskelle mellem de gamle og de nye vedtægter og sikkert endnu færre, som tænkte over, hvad forskellene kunne få af betydning. For hvem kan tage sig af det en skøn forårssøndag med bålsviger i munden, omgivet af de dejlige unger, som det hele drejer sig om.

Del artiklen

'

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *